lørdag den 21. april 2012

Patchworknybegynder

Jeg har - for snart et par uger siden - lavet mit første patchworkprojekt. Jeg havde en masse søde stofrester, som alle havde en eller anden form for betydning for mig, og dem ville jeg gerne bruge på et eller andet brugbart. Jeg har nok været lidt for snobbet til at synes om patchwork tidligere; er temmeligt farvet af min mormors veninders "padvorg"-udtale af ordet og deres knapt så fine projekter á la underlige vægtæpper og deslige, så det var lidt af en personlig overvindelse for mig at gå igang med den slags selv.

Jeg er dog rimeligt tilfreds med resultatet, og det bliver brugt dagligt i klapvognen. Stoffet som ligger nummer fire fra venstre i anden kolonne fra toppen og nummer tre i tredje kolonne er noget jeg har arvet fra min farmor og mormor, og de andre er lidt en blanding af noget fra Stof og Stil og amerikansk designerstof. Det grønne baggrundsstof er fra Ikea (lidt crappy kvalitet, men det går an til formålet) og det er foret med dejligt varmt fleece, så bebsen kan holde varmen her i det kølige forår.